Placering

Du er her: Forside / Artikler / Hvorfor Fullrate er en dårlig udbyder

Hvorfor Fullrate er en dårlig udbyder

Forfatter: Carsten B. Jensen

2. november 2008

Min historie om en udbyder, der ikke kan finde ud af at udbyde.


Baggrund

For at spare lidt penge valgte vi at skifte til Fullrate (eksternt link) den 16. september 2008. Fullrate havde lige udbygget deres net, så vi nu kunne bruge dem og derved fik flere valgmuligheder, hvilket jo er en god ting. Skiftet gik godt, både internet og telefon virkede fint.

Men natten til den 7. oktober forsvandt internettet og telefonen døde med det. Jeg prøvede alle de tricks, jeg kan på en Zyxel router, men kunne simpelthen ikke få det til at virke. Så vi måtte jo ha' nogen andre til at kigge på det. Desværre var det helt umuligt at komme igennem til Fullrates Kundeservice. Vi ringede op, valgte 4 i mulighederne og ventede længe, vi endte dog med at blive smidt af køen istedet for at få kontakt. Det gentog sig mange gange i de følgende dage. Vi prøvede også de andre muligheder i telefonslusen i håb om at få en eller anden i røret, uden held. Sideløbende med dette skrev jeg adskillige emails til Fullrate i håb om ad den vej at komme i kontakt med dem. Også det var uden held uanset hvordan jeg gjorde det.

Den 10. oktober, da jeg tjekkede min gmail om eftermiddagen, var der stadig ikke svar. Vi kunne stadig ikke komme igennem til Kundeservice telefonisk. Det blev for meget for undertegnede og jeg skrev et meget vredt brev til Fullrate via Logind på deres hjemmeside, hvor jeg opsagte aftalen med begrundelse osv.

Fullrate svarer

Så sker der pludselig noget, Fullrate svarer på en af henvendelserne en uges tid senere. I emailen er der beskrivelse af de ting, jeg allerede har gjort, f.eks. hard reset af maskinen. Tjekke kabler osv.

Efterfølgende modtager jeg også et andet svar fra Fullrate som svar på vores opsigelse, hvor de opfordre til dialog og igen henviser til Kundeservice. Jo tak, hvis vi skal fører dialog gennem Kundeservice, så ville det nok være en hjælp, hvis man kunne komme igennem til et rigtig menneske og ikke bare blive smidt af...

Hvad mere er, så har jeg i alle email sendt til Fullrate udtrykkeligt bedt dem ringe til et specifikt mobilnummer. Fullrate vælger istedet, da de endelig reagere at gøre det på email, velvidende at vi ikke har internet, hvilket jo var grunden til at vi gav dem det mobilnummer.

Konklusion

Det virker på mig som om de ikke gider reagere, før vi siger, vi vil bruge en anden udbyder. De kan simpelthen ikke komme udenom at de leverer dårlig service. Internettet forsvinder uden varsel og vi er henvist til at bruge vores mobiltelefoner til at komme i kontakt med deres Kundeservice, som ikke er andet end en dårlig telefonsluse, som bare smider folk væk, når de har ventet i et par minutter. Email reagerer de heller ikke rigtig på, eller i det mindste meget langsomt.

De var tilgengæld meget hurtige til at få os flyttet over som kunder. Men det hjælper jo ikke så meget, hvis de så efter knap en måned kapper vores forbindelse et sted og ikke tager telefonen eller svarer på email, når vi vil ha' kontakt med dem.

Så desværre Fullrate... I ryger over i bunken af upålidelige og dårlige udbydere sammen med TDC. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale folk ikke at vælge Fullrate, da det ikke giver så meget andet en problemer.

Indholdet blev sidst ændret den 17. maj 2009 kl. 00:40 (CEST)