Placering

Du er her: Forside / Artikler / Danskeren af 2007

Danskeren af 2007

Forfatter: Carsten Boysen Jensen

15. november 2007

Dette er min analyse af hvad det er at være dansk i 2007 på baggrund af det danske Folketingsvalg, der blev afholdt den 13. november 2007. Ved dette valg blev højrefløjen i dansk politik valgt til at styre Danmark for tredje gang i træk. Hvis ikke andet, så siger det noget om danskeren og hvad det er at være dansk.

Baggrund

Engang var danskere ansete i verden for vores tolerance og den hjælp vi ydede i udlandet for at hjælpe andre, som ikke var så heldige som os selv. Vi var ikke blandt de rigeste i verden, men vi gjorde mere end mange andre lande, som både var større og rigere. Det har ændret sig.

Engang tog vi imod flygtninge fra krige rundt om i verden. Ofre for tortur og forfølgelse osv. pga. deres politiske standpunkt, hudfarve eller tro fik lov til at være i sikkerhed i Danmark. Det har ændret sig.

Engang var vi førende på alternativ energi. Vi forskede i alternativer til olie, gas og andre fosile brændstoffer. Vi kunne med overbevisning vejlede andre, for vi vidste noget om det. Vi eksporterede vores viden på området og gjorde en forskel for en renere verden, før der var en klimapolitik. Det har også ændret sig.

Engang var vi imod krig og ville helst ikke sende soldater ud, men valgte i stedet at sende materiel, hvis FN bad om vores hjælp. Vi gjorde hvad vi kunne for at fremme fred og undgå krigshandlinger. Det har også ændret sig.

Engang var det sådan i Danmark, at du kunne få hjælp til uddannelse og blive behandlet for fysiske og psykiske lidelser uden at skulle betale. Det er ved at ændre sig.

Valget

Folketingsvalget i 2007 kom til at handle om holdninger. Ville danskerne ha' bedre klima? Ville danskerne behandle andre med respekt? Ville danskerne ha' fred i verden og holde op med at støtte krige?

Det var også et valg om idealer. Ville danskerne fortsætte det egoistiske ideal indbygget i Liberalismen? Liberalisme er: Enhver er sin egen lykkes smed. Altså: jeg er mig selv nærmest... Eller i sin yderste form: Jeg er mig selv nok.

Eller ville danskerne stå sammen og hjælpe andre, som i et socialistisk ideal? Socialisme er: Sammen er vi stærkere. Altså: Hvis vi hjælper hinanden, kan vi udrette mere end hvis vi ikke stod sammen.

Det var helt enkelt et valg om danskerne var sociale eller egoistiske.

Resultatet kan ses her: FV2007, Landsresultat (eksternt link)

Liberalistiske partier: C,O,V,Y - 1.844.703 stemmer

Socialistiske partier: A,B,F,K,Ø - 1.584.155 stemmer

Stemmer til fordel for liberalismen: 260.548 stemmer

Hvis man er flink så kunne man sige, at danskerne er et splittet folk, som ikke er sikker på, hvor de står. Men i betragtning af, at det endte med en liberal regering for tredje gang, så kan man sige, at danskerne altså godt vil det liberale ideal.

Og ikke nok med det, danskerne vil have flere stramninger for indvandrere og flygtninge, da liste O, Dansk Folkeparti, som står for mindre hjælp til de få, som det lykkes for at flygte fra forfølgelse og tortur i deres hjemland, er gået frem med 34.585 stemmer i forhold til sidste valg.

Danskeren

Danskeren er altså liberal. Danskeren vil derfor ha' følgende:

Mere brugerbetaling.
Betaling er på vej på uddannelserne i Danmark og det vil brede sig til alle områder med tiden. Man skal bare skære ned i den offentlige sektor, så kommer det af sig selv. Sådan er det. Så kan man jo altid sige: Se den offentlige sektor virker ikke, vi er nød til at lave flere private liberale tiltag for at få samfundet til at fungere. Det giver højere priser og mere brugerbetaling. Men hurra! Det er liberalisme.
Mindre hjælp fra det offentlige, hvis man har et problem.
Du er jo din egen lykkes smed, så hvis du får et problem, du ikke kan klare selv, så er du for dum eller i det mindste selv skyld i det. Så det må du selv løse. Blev du arbejdsløs? Surt show, så må du jo finde et nyt arbejde eller sulte. Vil du ha' dit barn passet, så du kan arbejde? Du må da ha' noget familie, der kan passe barnet, det er ikke vores problem, at du valgte at blive gravid. Vi vil gerne ha' din arbejdskraft hvis du ikke er for besværlig, men vi vil altså ikke hjælpe næste generation på vej. Osv. Osv.
Danmark med i krige i andre lande, med eller uden godkendelse fra FN.
Hvis bare det hjælper danskernes relationer til deres venner. Endnu bedre hvis det så også kan hjælpe danske virksomheder med at tjene penge. Pyt med alle de uskyldige, der dør. Bare vi tjener penge eller får bedre aftaler med vennerne.
Mere magt til de store virksomheder i Danmark.
Det vigtigste er, at de bliver større og får flere penge. Pyt med at folket sulter eller har svært ved at få den hjælp, det har brug for.
Mindre hjælp til de fattige og sultende i udlandet.
Medmindre at danske virksomheder får noget ud af det.
Kun ha' folk udefra, hvis de har en uddannelse, danske virksomheder har brug for.
Danskerne vil ikke bruge deres rigdom på pjat såsom hjælp til ofre for forfølgelse eller tortur. De er sikkert selv skyld i det. Det er den lykke de har skabt for dem selv. Det må de leve med.

Jeg kunne blive ved, men det er helt enkelt: Danskeren er en egoistisk lille satan, der kun tænker på sig selv. Pyt med at der er folk, der er mindre heldige rundt om i verden. Ja selv indenfor Danmarks grænser. Bare danskeren ikke skal se på det, så er danskeren ligeglad.

Det andet Danmark

Men der er også et andet Danmark, heldigvis. Det er det Danmark, som gemmer sig i de 1.584.155 stemmer, som altså ikke var nok til at gøre en ende på det liberalistiske styre i Danmark. Det er det sociale Danmark - de sociale danskere.

De sociale danskere vil følgende:

Ingen brugerbetaling.
Hvorfor skal man betale for sociale ydelser, som alle i samfundet på et tidspunkt får brug for? Nej hellere betale lidt ad gangen over skatten, end at skulle betale en masse på en gang, når man så også har andre problemer.
Det offentlige skal hjælpe, hvis man har et problem.
Vi er stærkere sammen, så hvis du har et problem, har vi et problem. Det vil vi hjælpe dig med, så du kan hjælpe os, hvis vi engang får brug for hjælp. Blev du arbejdsløs? Vi vil hjælpe dig med at få mad o.lign. indtil du igen får arbejde. Og har du et barn, så har vi nogle gode folk, som har tid til at tage sig godt af dit barn, så du kan arbejde og yde til fællesskabet.
Danmark ud af krige i andre lande.
Der er aldrig en god grund til at slå andre ihjel eller skabe ustabilitet og uro i andre lande. Det gavner måske nok nogle få, men det store flertal vil lide under den ustabilitet, det skaber.
Mindre magt til de store virksomheder.
Hvorfor skal de rige være rigere på bekostning af den lille mand, der kun lige har, hvad han skal bruge? Lad dog de store virksomheder og de rige hjælpe den lille mand, så han får bedre vilkår.
Mere hjælp til de fattige og sultende i udlandet.
Det er vores pligt som mennesker at hjælpe dem, som har mindre end os selv, så de en dag kan hjælpe sig selv og andre.
Ofre for tortur og forfølgelse skal kunne finde hjælp i Danmark
De har allerede betalt for deres meninger med blod og tårer. Som et rigt land, kan vi ikke være bekendt at sende dem tilbage til mere tortur og forfølgelse. Nej, lad os i stedet hjælpe dem på benene igen og give dem en uddannelse, så de kan blive en aktiv del af fællesskabet og derved betale tilbage for vores hjælp.

Hvor jeg står

Jeg er socialist. Og jeg er stolt af det. Jeg stemmer Socialistisk Folkeparti (F) og er meget stolt og glad for, at vi har haft så megen fremgang ved dette valg. Næsten en fordobling af mandater i Folketinget viser med al mulig tydelighed, at vi er mange, som ønsker et socialistisk samfund.

Og da jeg har en udlænding som kæreste, har jeg et personligt problem med den nuværende politik på det område. Selvom jeg også før jeg mødte min pige var glødende modstander af love der forhindre folk, som almindelig menneskelighed og anstændighed byder, skal ha' hjælp, i at få hjælp.

Jeg mener, at Danmark har brug for folk udefra med eller uden uddannelse. Der findes ikke problemer, som man ikke kan løse på en god måde, hvis man vil. Alle udlændinge har noget at give Danmark. Har de ingen uddannelse, kan vi give dem en. Det er langt bedre for hele verden, end at vi bare støvsuger udlandene for uddannede folk, som ellers skulle ha' hjulpet hjemlandet op på niveau med os. Og når de først har fået en uddannelse, så yder de også tilbage til os.

Mennesket ønsker at hjælpe andre og at arbejde. Nogengange skal vi bare ha' lidt venlig hjælp til at finde vores plads. Men har vi først fundet den, så giver det os en styrke, der gavner dem, som hjalp os.

Indholdet blev sidst ændret den 17. maj 2009 kl. 17:32 (CEST)