Du er her: Forside / Artikler / Hvorfor jeg vælger Slackware
Forfatter: Carsten Boysen Jensen
14. maj 2009
Min rejse mod Slackware og hvorfor Debian ikke længere er for mig.
Jeg begyndte at bruge GNU/Linux i 2002. Grunden til, at jeg valgte Linux
istedet for Microsoft Windows, var, at jeg ikke stolede på sikkerheden i Windows styresystemerne.
Den første version af Linux jeg brugte var SuSE Linux fordi det var den eneste, som var tilgængelig i butikkerne i nærheden, selvom jeg skulle køre 50 km. for finde en butik, som havde Linux på hylderne.
Alt var godt og jeg synes, at SuSE var meget nemmere at administrere end Windows. Men jeg blev snart opmærksom på begrænsningerne i den form for brugervenlighed, der var i YaST2 systemet brugt af SuSE.
Jeg havde hørt gode ting om Debian og Red Hat og havde lyst til at prøve dem, da de efter sigende skulle være mere direkte at administrere. Debian blev betragtet som svær, men også som det system de fleste ville ende med at bruge. Så jeg hentede Red Hat, fordi det virkede som det naturlige skridt efter SuSE. Desværre var det frigivelsen, hvor de introducerede BlueCurve, et forsøg på at gøre de individuelle brugermiljøer mere ens. Jeg kunne ikke se, hvilket brugermiljø jeg brugte, ved blot at se på det. Og det kunne jeg ikke fordrage. Opdaterings-programmet var i uorden og jeg følte mig fremmedgjort fra systemet.
Jeg hentede simpelthen Debian istedet for at se, hvor svært det virkelig var. På det tidspunkt blev den stabile frigivelse kaldt woody, og det var overhovedet ikke svært at installere. Jeg vendte mig hurtigt til Debians måde at gøre tingene på. Jeg var tilfreds.
Efter mere end et år på Debian med et system, som aldrig ændrede sig, og jeg så forbedringer, i de programmer jeg brugte, blive gjort tilgængelige for resten af verden, begyndte jeg at se på andre distributioner.
Jeg kan ikke helt huske hvorfor, men nogen anbefalede mig Mandrake Linux. Jeg mener, det var omkring version 9.1. Jeg synes, det var et godt system, langt bedre end SuSE. Men jeg synes også, at det var mindre flexibelt end Debian, så jeg kom tilbage til Debian.
Jeg fortsatte med at bruge Debian. I 2004 ville jeg overføre vores VHS-bånd til DVD og jeg kunne ikke finde de programmer, jeg behøvede, i det officielle Debian, fordi Debian takserede disse programmer som ikke-frie pga. patenter i USA. Jeg fandt et uofficielt arkiv med nogle af programmerne, men ikke det tidspunkt manglede der stadig en del.
Jeg havde hørt gode ting om Gentoo, og de havde alle de programmer, jeg skulle bruge. Jeg var overbevist om, at den tid, jeg brugte på at kompilere, kom tilbage i hastighed. Jeg installerede sågar Gentoo på 4 computere, jeg administrerede for en fritidsklub, hvoraf de 2 var Pentium II med kun omkring 250 MHz og 250 MB RAM, med distribueret kompilering til de 2 Pentium 4 computere.
Jeg blev dog til sidst træt af at spilde alle mine weekender med at vente på at updateringer blev færdige og installerede Debian der istedet, hvilket var meget bedre for mit privatliv.
På dette tidspunkt blev interne stridigheder mere reglen end undtagelsen i Gentoo. Nogle eks-brugere af Gentoo begyndte at anbefale Arch Linux på Gentoos forum. Jeg prøvede det, men kunne på det tidspunkt ikke lide det, det føltes for umodent. Men det var hurtigere end om at starte up end Gentoo. Og det var Debian Sarge også, da det blev frigivet i 2005.
Jeg lagde mærke til, at Debian var blevet mere automatiseret og det begyndte at gå mig på.
Debian Etch blev frigivet i april 2007, 4 måneder senere, end jeg havde forventet. Jeg læste om det, mens jeg var i Tanzania. Jeg glædede mig til at installere det.
Da jeg kom tilbage til Danmark en halv måneds tid senere, installerede jeg det og blev meget skuffet. Alt for megen automatisering.
Jeg installerede Arch Linux 2007.08 "Don't Panic", da den blev frigivet og fandt en distribution, som havde modnet en del i løbet af de to år siden Wombat-frigivelsen. Jeg følte mig mere hjemme i denne distribution, end jeg gjorde i Debian Etch.
I 2008 blev jeg opmærksom på, at Arch Linux ikke overholdt den licens, de udgiver deres distribution under. Dette er meget skidt, da det ifølge kravene for brug af licensen, gør deres brug af den ulovlig, dvs. de har ikke lov til at bruge den. Det betyder mere eller mindre, at de frigiver deres distribution uden licens.
Om GPL overholdelse. Dette er første gang, det bliver nævnt offentligt, at Arch ikke overholder licensen. Om GPL overholdelse. Fejl-rapporten for Arch Linux. Det bliver også diskuteret her: Where are the GPL'd package sources?. kun kildekode for GPL-lignende licenseret software, men link til denne side ikke at finde på download-siden, du skal finde fejl-rapporten for at få placeringen. har kommentarer til Archs manglende GPL overholdelse.Hvad med Debian, tænkte jeg. Tja, GPL'en siger, at man skal tilbyde tilsvarende tilgang til kildekoden og det binære. Debian har kildekode CD'er og DVD'er på deres filspejl, men ingen steder bliver der gjort opmærksom på det. Ingen link fra download-siden og på filspejlene lever de i deres egen mappe, hvilket muligvis er pga. at Debian er multi-artektur-understøttende. Men det er ikke direkte GPL-overholdende.
Dette irriterede mig. Jeg skiftede mellem Debian og Arch i nogen tid. Jeg kunne ikke helt afgøre, om problemerne i Debian kun var i mit hovede. Det endte med at kaste mig ud i afprøvning af alle mulige distributioner.
En af tingene, jeg virkelig holdt af i Debian, var, at jeg følte mig overbevist om, at jeg udelukkende brugte Free software, medmindre jeg aktiverede det ikke-frie arkiv. Jeg troede, at Debian virkelig mente det, når de sagde, de var 100% frie. De har mere end en gang forsøgt at få upstream-udviklerne til at ændre licens osv. for frihedens skyld.
Hvor de mister mig på dette, er når jeg hører de ikke rigtig tror på det, når det virkelig gælder. Da de blev gjort opmærksom på, at kernen indehold binære dele, lavede de en General Resolution: Handling source-less firmware in the Linux kernel som mere eller mindre fritager kernen fra kravene, fordi det ville gøre noget udstyr ubrugeligt på Debian. Hvad det fortalte mig var, at Debian har høje idealer, men ikke evner at følge dem i virkeligheden.
På daværrende tidspunkt blev det sagt, at det var en midlertidig løsning, fordi det var for besværligt at fjerne de omtalte dele af kernen. Men scripts eksisterede til at gøre arbejdet. linux-libre and BLAG har en beskrivelse af hvordan, det gøres og links til en binær-fri kerne og det script, som blev brugt til at lave den.
Idag er dette et mindre problem, da den officielle kerne har mulighed for at fravælge de binære dele, når man bygger den.
Nå, men da Debian Lenny skulle frigives, lavede Debian endnu en General Resolution: Lenny and resolving DFSG violations hvor den valgte mulighed var at antage at binære dele overholder GPL, medmindre andet bevises.
Linux is not free software (and nobody cares) har nogle gode kommentarer til det.
Jeg synes også, at Debian er mindre stabilt at arbejde ved, end det var førhen. Og det er ikke den originale kode, der er utested, for jeg oplever en del mindre program-nedbrud på Arch, Fedora og Slackware.
Og den sidste dårlige ting, jeg ser i Debian, er, at de tvinger USA's lovgivning igennem for alle i verden, ved at placere 100% fri software i deres ikke-frie arkiv eller ganske enkelt nægter at distribuere det. Jeg forstår godt, at Debian er nød til at rette sig efter USA's lovgivning, da de har hovedkvarter i USA. Men hvorfor kunne de ikke bare ha' beholdt det ikke-US-arkiv, de havde engang? Fri software handler kun om den licens, der bruges, ikke om patenter. Men det ser ud til, at Debian er uenig med mig i dette.
Alt det kombineret med stigende automatisering, interne stridigheder og kun delvis GPL-overholdelse fik mig til ikke at ønske at bruge Debian mere.
Af alle de distributioner, jeg prøvede i 2008, var der kun to distributioner, som virkelig var GPL-overholdende: Fedora og Slackware. Begge distribuere kildekode på tilsvarende nem måde, som programkoden. Kildekode-medier er tilgængelige fra download-siden og filspejlene ved siden af programkode-medier.
Fedora er et dejligt system, men jeg har en fornemmelse af, at det er mere et testsystem for ny teknologi end noget andet. Det er godt at se så mange eksperimentelle ting faktisk virker i virkeligheden, og det hjælper mange brugere. Men det er ikke, hvad jeg vil ha'.
I 2008 fandt jeg også ud af, at jeg kunne arbejde udmærket i enhver version af Linux. Det var en god oplevelse, men det gjorde det ikke lettere at vælge. Jeg var nød til at finde den, jeg bedst kunne lide, og det blev Slackware.
Slackware var den, som virkelig passede til mig. Den har mulighed for installation på alle måder, du kan finde på, med og uden netværk. Hvor det er besværligt eller delvist umuligt at updatere Arch, Debian og Fedora, hvis din internetforbindelse er væk. At Slackware ikke har afhængighedstjek er en del grunden til denne fleksibilitet.
Jeg har udelukkende brugt Slackware siden December 2008 og har ikke oplevet nogen problemer i denne distribution. Den tillader mig at gøre, hvad jeg vil på mine computere.
Jeg kan ikke rigtig gi' en grund til at bruge Slackware. Det føles bare rigtigt. Og nej, der er ingen politik omkring ikke-fri software og Java er inkluderet fordi det er frit videre-distribuerbart. Jeg, som administrator og bruger har valget, om jeg vil installere det eller ej. Ulig de helt eller delvist "kun fri software"-distributioner, så går Slackware ud fra, at jeg er intelligent nok til selv at afgøre, om not er frit nok til at blive installeret på min computer. Det giver mig ægte frihed til at vælge. Det er nok den egentlige grund til at jeg bruger det.
Indholdet blev sidst ændret den 14. maj 2009 kl. 20:26 (CEST)